En vigtig forudsætning for en vellykket skolegang er, at forældre og lærere arbejder i samme retning. Derfor prioriterer vi samarbejdet mellem skolen og hjemmet rigtig højt.

Forældremøder: I begyndelsen af et nyt skoleår afholder klasselæreren forældremøde for klassens forældre. Her orienteres der om småt og stort i forhold til klassens undervisning og trivsel. Der vælges også forældrerepræsentanter. Det forventes, at der er en repræsentant for hvert hjem til stede.

Skole/hjem-samtaler: Der afholdes skole/hjem-samtaler to gange om året, i november og april. Vi ser helst, at eleven er med til samtalerne.

Forældreintra: Hver forælder har sit eget personlige login til forældreintra. Forældreintra anvendes som kommunikationsredskab i samarbejdet mellem skolen og hjemmet, og der kommunikeres primært om faktuelle, administrative og praktiske oplysninger. Personrelaterede og andre følsomme områder kommunikeres ikke vha. forældreintra.

Elevintra: Eleverne logger på elevintra vha sit Uni-login. Elevintra anvendes som et redskab i kommunikationen mellem lærere og elever. Her lægges der dokumenter og beskeder til eleverne, og det er her, at man kan se meddelelser om lektier. Lektier kan også ses i forældreintra. Det forventes, at eleverne går på elevintra og tjekker beskeder og lektier dagligt alle skoledage.

Skolens forventninger til samarbejdet med hjemmet: Er man/ønsker man at blive forældre på Nærum Privatskole, vil man blive mødt med forventninger om:

  • At man deltager i forældremøder og skole/hjem-samtaler
  • At man bakker op om skolens arrangementer og anderledes skoledage
  • At man bakker op om elevernes lektier
  • At man er loyal overfor skolens værdigrundlag, bl.a. ved at bakke op om skolens holdning til sprogbrug
  • At man sender sine børn afsted udhvilede, med madpakker og de grundlæggende ting i orden, f.eks. penalhus, bøger til dagens skema og omklædningstøj til idræt
  • At man sørger for, at børnene møder til tiden
  • At man møder skolens personale med tillid til, at det er fagpersoner, som sætter en ære i at gøre sit arbejde ordentligt og ønsker at møde børnene ligeværdigt, men også er nødt til nogle gange at italesætte og påtale en dårlig opførsel
  • At man over for børnene omtaler skolens personale med respekt
  • At man, hvis man er uenig med personalet, stadig i dialogen med personalet behandler hinanden ordentligt og hensynsfuldt gennem tale og adfærd